28 Weeks Later

…eller ca. deromkring, fik jeg endelig taget mig sammen (læs: overspringshandlet tilpas længe) til at skrive hjem — yes!

Jeg vil ikke lyve. Det er foreløbigt ret fedt. Hvorfor? Nu skal du høre fiktive læser…

Mit ophold i det amerikanske begyndte i denne omgang ikke lige nemt, da der var lidt “bump” i vejen på rejsens sidste stræk. Mens kaptajnen afventer signal til afgang i JFK lufthavn i New York til Los Angeles tilbage i september, går jeg ud som et lys efter en dag med lidt for lange ben i lidt for små omgivelser. Godt en time senere vågner jeg en anelse brat, noget forvirret og meget tør i munden, da en politibetjent taler bestemt til en for mig ukendt person. Det viser sig at en forstyrret teenager pga. sædeproblemer har valgt at overfuse en stewardesse i en sådan grad, at flypersonalet har tilkaldt politiet for at få vedkommende slæbt af flyet, og vi er, meget naturligt, røget bag i køen igen. Da jeg har været så genial at planlægge min ankomst en lørdag aften (hvor administration og offentlig transport er ikke-eksisterende), ikke kan komme i kontakt med min flatmate (som åbenbart finder det en tand for personligt at dele telefonnummer), og derfor som nødplan skal overnatte hos en person jeg kender via tolv linjers samtale på facebook, er jeg ikke ubetinget tilfreds med situationen.

Efter en del venten og en flyvetur tværs over guds eget land ankommer jeg dog i god behold til lufthavnen i Los Angeles. Jeg fanger i al hast min kuffert og hopper på den absolut sidste lufthavnsbus til Westwood, hvor UCLA og min lejlighed er placeret, og får noget tilfældigt adgang til mit lejlighedskompleks via en venlig — eller muligvis blot uopmærksom — asiatisk studerende. Jeg finder nemt mit lejlighedsnummer og banker et par gange på døren uden dog at skrue forventninger alt for højt op. Der er helt stille og jeg er allerede på vej ud af komplekset igen, da døren åbner sig og jeg bliver mødt at min flatmate Will, som netop havde slukket lyset for gå til køjs. Det kan man da kalde at slå fire seksere i streg. Velkommen til Westwood.

De første uger tilbringer jeg delvist i forelæsningslokalet og rundt i LA. Som nystartet ph.d.-studerende i økonomi er jeg tvangsindlagt til to ugers matematik ‘brush-up’ før semesterstart. Kurset viser sig dog at være overkommeligt og en glimrende måde at møde mine medstuderende. Vi er hele fire europæere ud en kohorte på 31 og kan dermed antalsmæssigt næsten matche gruppen af amerikanere. Vi er dog et godt stykke fra de — uden at overdrive — 15 kinesere.

I disse dage er der tid til at opleve både Venice Beach inklusiv selveste bodybuildermekkaet Gold’s Gym, Santa Monica og naturligvis mit lokalområde Westwood, og jeg forsøger både at nyde de nye omgivelser og danne mig et overblik over dette monstrum af en storby, hvor trafikken oftest er tæt og offentlig transport til tider direkte katastrofal. Apropos katastrofer har der været rigeligt med jordskælv, hvor jeg har foreløbigt har talt fire. Jeg har dog sovet gennem dem alle. Fun fact: Der har været jordskælv i samtlige byer, hvor jeg har boet i år. Tilfældigt…?

Campus er stort men nemt at navigere og har mere eller mindre alle faciliteter hjertet (læs: mit) begærer. UCLA er et sportscollege med stort “s” og særligt deres basketballarena (Pauley Pavillion, nyrenoveret, huser knap 13.000) og footballstadion (Rose Bowl, knap 95.000) er mere end imponerende. Faciliteterne er i øvrigt så gode, at NBA-profiler som Dwight Howard (Lakers) og hele Boston Celtics kigger forbi for at træne på basketballbanerne i det enorme aktivitetscenter midt på campus. Og… jeg havde desværre anlagt min træningsrytme, så jeg på intet tidspunkt overlappede med ovennævnte. Meh.

I samme periode oplevede jeg rumfærgen Endeavours sidste rejse (lige over UCLA), støder på skuespilleren Ed Harris i kaffebaren lige rundt om hjørnet i forhold til min lejlighed, og var til “semesterstartsfest” på Tru Hollywood Club (ja, det staves faktisk sådan) i… Hollywood. Til trods for klubbens ultimativt lamme navn blev det en suveræn aften.

Siden semesteret startede i oktober er mængden af udskejelser dalet i takt med antallet af problemsæt, som amerikanske institutioner er så ubegribeligt glade for. Mere end én gang har jeg oplevet to opgavesæt i samme fag overlappe, så der er rigeligt at tage fat på. På den anden side hænger materialet også godt fast efter man er blevet tæsket gennem en tilsyneladende uendelig strøm af opgaver og beviser.

For at “fejre” fire veloverståede uger som UCLA-studerende var der i sidste uge dømt midterms i alle (tre) fag. Til den første (i økonometri) begik jeg den begynderfejl at dele bord med en anden studerende, som desværre viste sig at lide af en svær omgang eksamens-ADHD (også kendt som viske-ud-120-minutter-i-streg-syndromet). De er altså vanskelige at spotte på forhånd(!) Jeg må ærligt indrømme, at jeg fik slået min rytme godt og grundigt i stykker, men i sidste ende gik det fint.

Før de altoverskyggende eksamener gjorde sit indtog nåede jeg dog at være til koncert med Datsik i LA’s electro-paradis, The Avalon, med uden tvivl den vildeste lyd jeg nogensinde har oplevet og fejre Halloween udklædt som NFL-dommer (med dårlige kald hele aftenen og natten *ba-dum-tji*) Det er mig en gåde, at vi danskere ikke har taget os sidstnævnte tradition tættere til os endnu.

Nå, ja, og så var der noget med et præsidentvalg som fyldte lidt i medierne, men den har andre vist talt til døde. Lad mig blot sige: Tak, fordi det er slut.

I øvrigt blev Prof. Emeritus ved økonomisk institut på UCLA Lloyd Shapley i oktober tildelt Nobelprisen i økonomi. Jeg tager det som et tegn på, at jeg ikke er ankommet til en helt og aldeles forfærdelig institution.

Argh, dette indlæg er blevet uendeligt langt — beklager. Det er desværre det der sker, når man forsøger at sætte ord på knap ti ugers oplevelser. Hvis du er nået hertil og af mig (normalt) ikke kaldes “mor,” så er jeg mere end overrasket samt både imponeret og taknemmelig.

I’m out.

-Jesper

Venice Beach by night

Seamless, huh?

Volleyball champs 1 & 2

Richard & Colin i Santa Monica

Der er altså ikke mere.

Reklamer

One thought on “28 Weeks Later

  1. Hey kid,

    Godt at høre du stadig er i live. Ikke sikker på hvordan jeg har det med at blive kaldt mor, dog. Jeg stikker 7-9-13 nok til Yale fra august næste år og 8-10 mdr. frem, og som planen ser ud lige nu, bliver det nok også til en måneds gæsteophold på USC, så måske vi kan få set lidt til hinanden der.

    /Padre

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s